Da vores unge menneske flytter hjemmefra, søger Kollektivet Ministeriet hurtigst muligt en ny bofælle, der kan fylde pladsen ud. Vi er et lille kollektiv beliggende tæt ved Rådhuspladsen i København, hvor vi deler en herskabslejlighed på 218 m2 med højt til de smukke stuklofter, hvor den gode stemning sidder i væggene og der ofte dufter af nybagt brød. Vi er fire voksne mennesker i alderen 35 til 57 år, der alle værdsætter fællesskab, økologi, morgenkaffe, klima-ansvarlighed, samtaler om alverdens vigtige og ligegyldige ting, samt at lave mad til hinanden de fleste aftener i ugen. Vores Ministerium rummer så alsidige beskæftigelser og interesser som musik, litteratur, bartending, surdej, naturpleje, undervisning, picnics, yoga i stuen, en god film på storskærmen, kunst og håndarbejde. Nye idéer er velkomne. Vi omgiver os meget gerne og ofte med gæster; både til middag, fest, brætspil og hvad vi ellers finder på. Den ledige andel består af et lille værelse på 10 m2. Dertil kommer fællesarealerne, som består af en hyggelig stue og et endnu hyggeligere køkken. Huslejen er på 4.511 kr./måned og inkluderer forbrug, internet og avis. Desuden er der et depositum på 17.500. Vi lægger 100 kr. til side hver måned til fælles opsparing, og vores madbudget koster os hver især 1500 kr om måneden. Dette dækker alle udgifter til kost, rengøringsartikler mm. Vi er et hyggeligt og forpligtende fællesskab, der ikke er omklamrende – lukkede døre respekteres altid. Vi bor sammen fordi vi kan lide det, og vi tager del i hinandens liv og hverdag. Vi ønsker os en femte minister, der har lyst til at være en del af fællesskabet. Sådan er processen: 1) Vi inviterer til Åbent Hus onsdag d. 12.2. kl. 19-20.30 og søndag d. 16.2. kl. 12-13.30. Hvis du er interesseret, så giv os besked på og fortæl os, hvilken dag du kommer forbi, så sender vi dig adressen. 2) Hvis du til Åbent Hus kan lide, hvad du møder, så sender du en ansøgning til os, hvor du fortæller lidt om dig selv og hvorfor du gerne vil bo i netop vores kollektiv. 3) Samtaler bliver tirsdag og lørdag i uge 9, og hvis vi herefter synes godt om hinanden, inviterer vi til middag, inden den endelige beslutning tages. Vi glæder os til at høre fra dig!
Se mere på findroommate